Bryghuset Braunstein fik søndag, ved Køges Nytårskoncert, tildelt Køge Prisen 2008. I har skabt et meget værdifuldt brand for Køge - I har set rigtigt, I har taget det rigtige initiativ på det rigtige tidspunkt, og I har frem for alt givet Køge en ny og markant virksomhed, som oven i købet kommer til at ligge lige ved indgangen til det nye kultur- og boligområde på Søndre Havn, som vil vokse frem i løbet af de næste 20 år, sagde Kulturudvalgsformand Erik Swiatek, da overrakte Køge Prisen til Bryghuset Braunstein. -Man siger, at mikrobryggerier i disse år er et modefænomen. Nogle overlever, andre gør ikke. Jeg er ikke i tvivl om, at I vil overleve. Ikke kun fordi det meste af det øl I brygger er godt - alt er jo afhængig af smagsløgene. Men også fordi I udvikler og udvider jeres produktion - snapse og whisky. Og jeg har ladet mig fortælle, at det ikke er nok med det. I vil videre. Og det er den første og største forudsætning for at kunne overleve på langt sigt. - Og så må jeg jo sige, at det glæder en gammel socialdemokrat, at I lever op til nogle stolte gamle traditioner. Arbejder-øl, som i tidernes morgen blev lavet af det daværende bryggeriet Stjernen og en arbejder- snaps, som man kun kan få i Øl-Halle ved Arbejdermuseet i København, faktisk fremstilles af Jer. - I har forstået at skabe et brand, der er med til at gøre Køge kendt vidt omkring. I har også forstået at skaffe jer allierede og samarbejdspartnere - også i de royale kredse. Det viser noget om jeres udsyn og evner. - I er to "gamle" Køge-drenge - I har gjort det godt, og I har virkelig gjort Jeres - og vores - by ære. Det er vi mange, de er stolte af, sagde Erik Swiatek. Det var to stolte brødre - Michael og Claus Poulsen, der modtog prisen. Det blev der også givet udtryk for i den korte takketale af Michael Poulsen. - Vi er meget glade for prisen og vi er meget stolte over den, sagde Michael Poulsen. - Men den succes, vi selv følger vi har skabt, havde ikke været muligt uden den lokale opbakning vi har fået, sagde han til publikum. Bryghuset Braunstein har dette motto: de brygger øllet, de drikker det og resten sælger de. - Hvis ikke vi havde fået opbakning fra Køges borgere, havde vi siddet tilbage med et alvorligt alkoholproblem.